En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

Links

GenereltPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Sun, February 05, 2012 18:27:53

Kære Parisinteresserede,

Hvis du nogle gange synes der er lige lovlig langt mellem indlæggene på denne blog, vil jeg forklare det med at jeg ikke bor i Paris for tiden, og trøste med, at der er andre gode sider der handler om Paris.

Her er et lille udvalg:

www.mylittleparis.fr

Smuk hjemmeside med masser af gode råd til shopping, spisning og dit og dat. Den er primært skrevet for unge pariserinder, men kan også med succes bruges af turister.

www.paris.dk

Guide, flybilletter, hotelbooking m.m. skrevet af danske Parisfans for danske Paristurister.

www.agnesb.fr

Det parisiske modehus Agnes B har en lille 'radio' på sin hjemmeside. De har altid fede playlister som dufter lidt af Paris.

www.fooding.fr

Hvis du vil vide det sidste nye om Paris' spisesteder. Her kan du også finde anmeldelser af alle restauranter der er værd at beskæftige sig med.

www.wineterroirs.com

Hvis du vil finde spændende vinsmagninger i Paris

www.paris.fr

Paris' officielle hjemmeside med svar på alt om museer, parker, markeder, biblioteker osv osv.

  • Comments(2)//www.parisblog.dk/#post376

Udsalgstid

ModePosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Tue, January 10, 2012 10:53:20

Imorgen går det løs i Paris. Udsalget starter. Det sker ikke som i Danmark over en længere periode mellem jul og februar, det sker præcis imorgen. God jagt!

Her ses et af Bonton's vintervinduer på Blv des Filles du Calvaire.

Bonton er yndigt fransk børnetøj, samme familie (bogstaveligt talt) som Bonpoint, men lidt mere casual, dog stadig en del mere små-voksne-agtigt end de fleste danske børn går klædt.

Den store forretning her i det 3. arr. fylder tre etager, og udover tøj er der babyudstyr, børnebøger, legetøj, nips, børnemøbler og børnefrisør.

Bonton's mor og far ejer det stilfulde livsstilskoncept store Merci, der ligger lidt længere nede af gaden. Absolut et besøg værd, ikke mindst i udsalgstider.

Bonton, 5 Blv des Filles du Calvaire

Merci, 111 Blv Beaumarchais

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post375

Lambrusco-nyt

VinPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Tue, January 10, 2012 10:30:37

Godt nyt: Fra i aften kan man skåle i Camillo Donatis vine på Restaurant Mêlée! Jeg er jo vild med Malvasia, hvis nogen skulle være i tvivl.

Det er Lieu Dit Vinimport der er så kære at starte en import. Mange tak. Og så lover jeg aldrig mere at stå og råbe op om Donati midt på Jægersborggade kl 12 om natten.

  • Comments(2)//www.parisblog.dk/#post374

Lambrusco

VinPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Fri, November 18, 2011 09:50:55

Hvad fanden er det for en teenager-i-firserne-overskrift tænker du måske. Og det er da rigtigt at det muligvis ville være mere passende at skrive om den forestående Beaujolais Nouveau weekend i Paris. Men hvis du er i Paris er der ingen risiko for at den nye Beaujolais går din næse forbi. Til gengæld kan du let gå glip af en endnu bedre flaske: Lambrusco fra Camillo Donati.

Lambrusco er mousserende vin fra Emilia-Romagna i det nordlige Italien. I Danmark er den mest kendt som en billig måde at blive fuld på, men hjemme i Emilia-Romagna er der anderledes status om navnet. Den du (ikke) køber i Fakta er lavet som sodavand med tilsat brus og er hvinende sød, den de beholder i Italien er eftergæret på flaske, og boblerne er opstået naturligt.

En sympatisk herre ved navn Camillo Donati laver biodynamisk lambrusco og anden vin, og det er lykkebringende drikke som man kender det fra franske biodynamiske vine.

Men det fåes ikke i Danmark (hvis det gør er jeg lutter øren), så hvis du er i Paris (eller naturligvis Norditalien) må du gribe chancen og smage en flaske. I Paris fåes den på den gode lille restaurant Rino (46 Rue Trousseau, 11. arr., 01 48069585), her skulle de både have hans Lambrusco og en anden fantastisk flaske, Malvasia, som lissom lambruscoen er både uklar hindbærfarvet, boblende og sød på den gode måde (hvordan er det lige vinfolket formulerer det?).

  • Comments(2)//www.parisblog.dk/#post373

Få et overblik over loppemarkederne i Paris

MarkederPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Wed, November 16, 2011 14:29:50

Jeg har lovet at give denne gode adresse videre.

www.brocabrac.fr

Her kan man finde loppemarkeder for enhver smag. Gå ind under 75, hvis du skal til Paris, og søg på dato og arondissement, så kan du se hvilke loppemarkeder der er, og det gælder både små private, hvor folk tømmer loftsrummene, foreninger og spejdere der holder marked og så de store professionelle, som du måske kender i forvejen.

God jagt!

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post372

Abonnér på Parisblog

GenereltPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Sat, November 05, 2011 15:25:28

Kære Parisbloglæser,

Husk at du kan få besked pr mail hver gang der er nyt her på bloggen! Man ved jo aldrig hvornår det sker, nogle gange går der et par uger ml hvert indlæg, nogle gange et par dage. Men generelt går der noget tid, så man skal ikke være bekymret for at blive spammet med mails om Parisblog.

Scrol ned under de praktiske bemærkninger i højre side af skærmen og tryk på det lille orange SSR-ikon, så kan du melde dig til.

I øvrigt er du meget velkommen til at kommentere på bloggen, selvom det ikke er gjort så meget indtil nu. Jeg modtager også gerne spørgsmål og opfordringer, og det kan være jeg også får tid til at svare på dem.

Tak fordi du læser med!

Kh ANE

PS Hvis du er på facebook og godt kan lide vores guide til Paris 'Voilà Paris!', kan du blive venner med den, det ville være brandhyggeligt!

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post371

En billig men fantastisk dag i Paris

AndetPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Fri, November 04, 2011 15:16:01

En af mine venner har opfordret mig til at skrive om Paris' gratis glæder. Sikken en god idé, men jeg vil sige: Gratis er herligt, men billigt er endnu bedre, så her kommer et bud på en utrolig billig dag med masser af oplevelser fra den ene ende af Paris til den anden.

Du vågner op søndag morgen på det lille Hôtel Rhin et Danube i det 19. arr. Allerede nu er du forud for dine medturister i Paris, du er på ukendt grund for langt de fleste turister i byen.

Når du har fået øjne spadserer du gennem kvarteret Mosaïque ad Rue du Géneral Brunet (med indblik til de fineste smågader på hver side) og Rue Compans til Place des Fêtes hvor der er madmarked og livlig aktivitet. Find en god lokal bar med masser af leben og bestil en café og en tartine i baren. En tartine er en halv flækket baguette med smør og syltetøj. Indtaget på en barstol er det noget billigere end ved et bord. For slet ikke at sige mere folkeligt og inkluderende.

Nu er du parat til at gøre dine indkøb til aftensmaden. Måske skal du have en hel fisk, en lille gedeost, et pain de campaigne med god skorpe, friske bønner, små ukendte salatblade og en billig flaske vin. Bare rolig, nu er dagens største udgifter overstået, og du har ingredienserne til et uforglemmeligt måltid.

Hjem på hotellet og læg herlighederne på køl i det lille køkken på værelset, og så afsted.

Nede på den fine lille Place Rihn et Danube finder du Velib-stationen og indskriver dig i systemet. Velib er Paris' bycykler. De er af rigtig god kvalitet og billige at leje, det kræver bare at man melder sig til og stiller at beløb til sikkerhed som bliver trukket hvis man stikker af med en cykel. Men nu kommer det gode: Hvis du cykler højst en halv time ad gangen cykler du gratis. Så det gør du.

Dit mål er Hôtel de Ville og der er mange forskellige ruter at vælge. Kør evt ad Rue de la Villette og Rue des Couronnes til Rue Jean Pierre Timbaud. Nu er din halve time gået, parker cyklen i en Velibstation og drik en café/noisette i baren på Le Cannibale i nr. 93.

Find dig en ny cykel og kør videre ad Rue st Maur og Rue de la Roquette til Place de la Bastille. Stil cyklen og glo lidt ud over kanalen der forsvinder ind under pladsen, mens du gnasker et friskplukket normannisk æble du tog med fra markedet imorges.

Find dig en cykel igen og kør ad Rue St Antoine og Rue de Rivoli til Hôtel de Ville. Her parkerer du cyklen og stiger på bus nr 72. En enkelt billet vil nu føre dig gennem det spektakulære centrum og langs med Seinen helt ud til Boulogne Pont de St-Cloud. Nyd på vejen udsigten til Louvre, Concordepladsen, Eiffeltårnet, Trocadéro og hvad ved jeg.

Stå af på endestationen og gå på bar. Nu er det tid til frokost og du skal have en af mine livretter: Baguette med smør og jambon de Paris, kogt skinke. Du kunne jo drikke en Perrier til, men nu er det jo billigdag, og un demi, en lille fadøl er faktisk billigere, så det må du vist have.

Efter frokost går du hen til Musée Albert Kahn. Du er heldig at det er den første søndag i måneden, så du kommer gratis ind. Albert Kahn kræver en længere beskrivelse (se andetsteds på denne blog eller i Voilà PARIS), men det er kort fortalt et fantastisk sted med en fin park indrettet i forskellige temaer, ikke mindst japansk. Så er der fotoudstillinger med Kahns fotos fra hans rejser i starten af 1900tallet + ikke mindst en kæmpemæssig database med billeder og film fra hele verden, også optaget i starten af 1900tallet.

Her kan man bruge timevis, du har til kl 18. Nu lukker museet og du skal ud og presse din sidste metrobillet til det yderste. Dyk ned i metroen og tag den lange tur hjem til Danube. Det hele gøres på een billet, men rejsen varer godt en time og du skal skifte 3-4 gange ifølge min metro-app (anbefales). Nu hvor du har fået øjnene op for det positive ved dine medmenneskers anderledesheder (efter en hel eftermiddag i Kahns selskab), kan du rigtig få en på opleveren undervejs. Og husk, at selvom vi skal spare idag har du råd til at anderkende de metro-musikere du synes har fortjent en mønt for deres spil.

Vel hjemme på hotellet åbner du din flaske, steger din fisk og får dig et velfortjent festmåltid.

  • Comments(1)//www.parisblog.dk/#post370

Udfordrende delikatesse

AndetPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Mon, October 10, 2011 11:54:16

Vi har en vinder! Malou Klidmoster kunne se at der var percebes på tallerkenen og har vundet bogen Voilà PARIS! (Hvis du vil sende mig din postadresse sørger jeg for at forlaget sender dig en. ane@parisblog.dk)

Jeg er desværre ikke klar over om percebes er en sæsonvare. Jeg spiste dem på billedet i starten af juli på Verre Volé, så prøv der! Der er godt nok noget tid til...

I mellemtiden kan I undre jer over hvor langt folk vil gå for at skaffe sig en dagsløn. Nedenstående er et link til en BBC-udsendelse om percebes-fangst og det er ikke for sarte sjæle. Man skulle tro at percebes var for eksklusiv en råvare for Verre Volé, der jo er en rimelig uprætensiøs bistro à vin, men de var til at betale, på trods for at fiskerne sætter livet på spil for dem.

http://www.youtube.com/watch?v=E9dLEQFZIew

Om de så er besværet værd er jeg selv lidt i tvivl om. Det er jo spændende at sætte tænderne i en blød drageklo, men måske ville jeg ligeså gerne (eller hellere) gnaske nogle muslinger.

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post369

Er du til livsstil?

AndetPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Fri, October 07, 2011 11:02:37

Der er nogen der siger at Paris kan blive en livsstil. Det mener Femina f.eks., og derfor har de inviteret Voilà PARIS! med til deres livsstilsmesse i Forum.

Vi er på imorgen (lørdag den 8.10.) kl 12.30 i deres demokøkken i en tyve minutters tid, hvor Jens vil lave en af sine parisiske livretter, tatar og jeg vil fortælle lidt om bogens tilblivelse og give nogle gode råd til fremtidige Paris-rejser.

Du vil desværre gå glip af gode råd til efterårshudpleje, et modeshow og en peptalk om at komme op af sofaen og få smidt de overflødige kilo, som alt sammen foregår på andre scener mens vi er på.

Til gengæld er der masser at vælge imellem resten af weekenden: Kvindelitteratur, healing, coaching, lækkerier og kærlighed. Og hvordan kan man være imod det? Så hvis du er til livsstil ved du hvad du skal lave denne weekend, ikke mindst imorgen middag!

www.feminaiforum.dk

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post368

Baller og bryster

AndetPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Mon, October 03, 2011 21:30:27

Den efter sigende legendariske strip/bourlesque-klub med den påståede gode smag Le Crazy Horse på Avenue George V er blevet portrætteret i en helt ny dokumentarfilm af Frederick Wiseman. Nu lyder jeg måske lidt lunken, men det skal ikke afholde nogen fra at frekventere hverken Le Crazy Horse eller se filmen. Her er et link hvor man kan se traileren og læse hvordan Crazy Horse gerne vil opfattes, men hvis man derefter forventer at det historiske vingesus, legenden, den stærke stil, humoren og koreografien overstråler sagens kerne: baller og bryster, bliver man helt sikkert skuffet. FY at sidestille Le Crazy Horse med Eiffeltårnet!

http://blogs.indiewire.com/theplaylist/archives/watch_nsfw_trailer_for_frederick_wisemans_latest_documentary_crazy_horse/

Her er et uskarpt billede fra metroen, hvor man kan se at filmen har premiere den 5. oktober. Nå ja, det er måske ikke det første man ser, men informationen er der et sted. Flotte prikker!, minder om Mêlées gardiner!

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post367
Next »