En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

Mænd med skæg, hammer og mejsel 3

KunstPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Tue, February 22, 2011 23:47:59

Efter at have besøgt Bourdelle og Zadkine var det pludselig lidt slapt at vi aldrig havde set Atelier Brancusi ved Pompidou centeret. Så vi tog en taxa fra Zadkine til Brancusi, hvor der også var fri entré. Constantin Brancusi (1876-1957) var billedhugger og havde sit atelier lige om hjørnet fra Bourdelle. Året før han døde overlod han sit atelier med hele dets indhold til den franske stat, på den betingelse at Musée national d'art moderne rekonstruerede atelieret til udstilling.

Så i denne lille moderne bygning kan man gå rundt om Brancusis atelier, hvor ydervæggene er blevet til glas, men alt ellers står og hænger som den dag han døde. Skulpturer, forstudier, møbler, værktøj, brændeovn og Brancusis gamle rustne golfkøller.

Jeg ville hellere se det hele i Impasse Ronsin i det 15., men med risikoen for at jeg ville vælte en uerstattelig gipssøjle er det fair nok at de bygger et hus udenom atelieret til gæsterne. Det er dog kedeligt anderledes end den oprindelige tilgang og indgang til atelieret, hvor man ville få lidt med af det levede liv og hundrede års hverdag i en sidegade til en sidegade.

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post347

Mænd med skæg, hammer og mejsel 2

KunstPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Tue, February 22, 2011 23:10:23

Vi har besøgt den berømte billedhugger Ossip Zidkane (1890-1967) med stor fornøjelse, selvom både hans navn og hans kunst var helt ukendt for os, før vi fik en folder om det lille museum. Var vi stødt på ham på enorme Orsay var vi vadet forbi i rask trav hen mod kunst, der på forhånd sagde os noget.

Her på hans eget museum, i hans eget atelier kom han anderledes til orde. Og så fik jeg chancen for at gå gennem den fine lille have og beundre hans fine lille hus. Der er ikke meget privat hjem eller værksted over stedet mere, men det dufter dog lidt af at rejse tilbage i tiden og blive lukket ind hos en historisk pariser.

Zadkine var stærkt inspireret af primitiv kunst (er det et politisk korrekt udtryk?) som afrikanske masker og kvindefigurer der næsten udfylder den træstamme de er hugget ud af. Han arbejdede i mange forskellige materialer og mange forskellige træsorter, hvilket giver en smuk variation til udstillingen i de meget små, meget hvide rum, der engang var hans atelier.

Paris har bevaret en god håndfuld kunstnerhjem og indrettet dem til små museer med overskuelige udstillinger og lejlighedsvise særudstillinger. Jeg anbefaler disse museer på det varmeste, også selvom du måske aldrig har hørt om den afdøde kunstner du her kan besøge. Men jeg er som sagt også meget betaget af gamle rum, så jeg er ikke afhængig af en kunstnerisk oplevelse her.

  • Comments(1)//www.parisblog.dk/#post346

Mænd med skæg, hammer og mejsel 1

KunstPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Tue, February 22, 2011 22:33:18

Jens' og min weekend uden børn i Paris fik et højst overraskende tema: Billedhuggere fra omkring 1900.

Gamle skulpturer er ikke min allerstærkeste side, jeg bliver ikke rigtig blevet revet med, men så er det jo heldigt at jeg blev lokket på skulptur-museum ad en bagvej.

Musée Galliera, der er Paris' museum for mode er under ombygning, og i den forbindelse udstiller de i nogle af Paris' andre museer. Således drog vi til Musée Antoine Bourdelle nær Montparnasse-tårnet for at se Madame Gres' respektindgydende græskinspirerede haute couture kjoler i km-vis af silkechiffon.

Desværre kom vi en måneds tid for tidligt (det var nyt for mig), men når vi nu var der, kunne vi passende se Bourdelles (1861-1929) statuer, der var jo gratis adgang.

Museet er knopskudt ud fra Bourdelles hjem og atelier, eller knopskudt er måske så lidt sagt. Det er i hvertfald nogle meget flotte knopper, en stor sal fra 1960-erne og en meget arkitektonisk udbygning/nedbygning i råt beton fra 1990-erne. Men det allerbedste er det oprindelige atelier, der er bevaret i historisk brun og håndsavet træ. De gamle vinduespartier er omsiggribende, som jeg elsker det. Helt sikkert forfærdelige at leve bag, hedt om sommeren, isnende om vinteren, men meget smukke.

Der er en fin forhave der duftede af brænderøg og en lang tilplantet baggård, som begge præsenterer nogle af de berømte skulpturer, men jeg beklager igen, jeg er sådan en hvis hjerte slår hurtigere når jeg ser et flot gammelt vinduesparti og langsommere når jeg ser en flot gammel skulptur.

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post345

Heltetræf på Pompidou

KunstPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Tue, June 09, 2009 23:10:31

Vassily Kandinsky og Alexander Calder, hhv. Jens' og min helt, udstillles for tiden i hver sin halvdel af øverste etage af Pompidou Centeret. De to udstillinger er yderst velbesøgte, nærmest overrendte, og åbningstiderne er derfor udvidet ekstraordinært til kl 23. Søndag morgen fik udstillingerne fornemt besøg af selveste den amerikanske præsident og hans datter, og da var der for en gangs skyld god plads foran værkerne. Af sikkerhedgrunde fik de etagen for sig selv (og lidt personale og en masse sikkerhedsfolk, naturligvis).

Calderudstillingen fokuserer på hans år i Paris, hvor han bl.a. arbejdede videre på et projekt han havde startet som knægt: Et cirkus af hjemmelavet legetøj, bygget af ting og sager og skrab sammen, og drevet af simpel mekanik og/eller Calders store tykke hånd. Cirkusset førte videre til tegninger i luften, hans geniale tredimensionelle ståltrådsfigurer, og sidst, men ikke mindst hans mobiler hvor farveklatter og ståltrådsstreger bevæger sig, som et levende maleri.

Kandinskyudstillingen er mere seriøs og omsiggribende. Det er en enorm samling de har kunnet stable på benene, malerierne kommer fra nær og fjern, og så lige nede fra etagerne nedenunder, hvor Musée national d'Art Moderne ligger. Jeg kan overhovedet ikke rumme så mange malerier, så jeg måtte jogge forbi en del, men hvor er de dog smukke og kraftfulde. Jeg kan se at han har inspireret mange til at gribe penslen selv (jeg har en fortid som højskolemus), og hvor er der dog kommet meget splat ud af det. Og hvad er det så Kandinsky gjorde, som er helt anderledes vellykket end det fritidsmalerne præsterer? De bruger også store kraftfulde strøg, primærfarver og abstrakte former. Jeg ved det ikke, men der er ingen tvivl: Her hænger en mesters værker, det kunne være sjovt at prøve at male noget lignende, men lad hellere være!

Calder til 20. juli, Kandinsky til 10. august. Lukket tirsdage. (Fotografering forbudt)www.centrepompidou.fr

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post234

Foto-lektion

KunstPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Thu, May 28, 2009 16:37:34

Jeg har før skrevet, at en af fordelene ved at bo i en rigtig storby frem for København, hvor vi i virkeligheden bor, er, at ens helte snarere kommer forbi den store by. Således har jeg nu fornøjelsen af at genopleve en af min ungdoms absolut største helte, den franske fotograf Henri Cartier-Bresson, medstifter af fotogruppen Magnum. I anledning af hans posthume 100 års-fødselsdag viser Maison Européenne de la Photographie en stor udstilling med hans billeder fra Europa.

Da jeg var 16-18 år drømte jeg om at tage billeder som Cartier-Bresson. Sort-hvide med stærke grafiske kvaliteter, smuk komposition og gerne med et skønt forfaldent gadebillede som baggrund for et interessant øjeblik mellem mennesker.

I min drøm var jeg medlem af fotogruppen 2. Maj og fik trykt mine billeder i Månedsbladet Press. Så var det jo at jeg rejste langsomt med den Transsibiriske Jernbane til Kina, mens jeg fotograferede de russiske og kinesiske indfødte i døråbningen til deres faldefærdige træhuse, eller deres jordede hænder når de høstede løg i køkkenhaven, eller nogle børn der legede på en antik traktor med en dramatisk himmel som baggrund. Men alt det blev aldrig til noget, for jeg turde aldrig nærme mig fremmede mennesker med mit elskede Nikon FE2, og mine billeder blev derfor lidt øde. Landskabsfotografi var ikke min største interesse, men af generthed blev det det jeg lavede.

Derfor er det med dyb respekt, nostalgi og en snert af misundelse at jeg ser Cartier-Bresson's billeder. Han er en mester i at tage billedet i det rette øjeblik. Ikke det perfekte, for én figur er ikke i fokus, eller én får ikke tæerne med ind i billedrammen, men det er det rette øjeblik, fordi det bliver et øjeblik af virkeligheden. Ikke arrangeret, men tålmodigt ventet på.

Cartier-Bresson fotograferede med et Leica. Et kameramærke som jeg nærer en stor ærbødighed overfor. Et eller andet sted ønsker jeg mig stadig et, selvom jeg aldrig ville komme til at bruge det. Lige som Jens stadig af refleks drages af Märklin-modeltogbutikker selvom han ikke har kørt med sit tog i over 20 år.

Maison Européenne de la Photographie er et dejligt hus. Her er altid adskillige fotoudstillinger, 5-6 stykker er der plads til, og så er her også en lille biograf, bibliotek, butik og café. 5/7 rue Fourcy, 4. arr. www.mep-fr.org

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post204

'Musée du Louvre'

KunstPosted by Jens Vestergaard Jensen Sat, May 23, 2009 23:26:13

I Paula's og min færd ud i de klassiske, parisiske museer, var det omsider blevet tid til at besøge 'Musée du Louvre'. Vi benyttede indgangen overfor 'Palais-Royal' på Rue Rivoli i det 1. Arr.

Dette museum er vel nok det kendteste i Paris, ja hvis ikke det kendteste museeum i hele verden? Jeg læste fornyligt i magasinet 'Beaux-Arts', at 'Louvre' suverænt var øverst (vi taler 8-9 millioner besøgende på årsplan!) på listen over bedst besøgte museer i verden. Og alt dette vel egentlig på grund af eet, enkelt, forholdsvis lille, maleri fra 15-hundrede-tallet?

Paula havde nemlig opsnappet, at der var noget der hed 'Mona-Lisa'. Jeg tror ikke rigtig hun var klar over, hvad det egentlig var for noget. På vej til 'Louvre' i metroen forsøgte jeg at introducere Paula til 'Mona-Lisa' (Da Vinci, lille oliemaleri, meget berømt, masser af turister/kameraer..). Vi aftalte også at vi ville forsøge at betragte nogle af de mindre kendte/'turistede' værker i samlingen og endelig havde Paula stor lyst til at kigge nærmere på glas-pyramiden i 'Louvres' slots-gård.

Heldigvis går man direkte ind i selve pyramiden for at komme ned til museets indgangsparti. Det var lige noget for Paula! Vi så pyramiden udefra, indefra, nedefra, Paula prøvede sågar at kravle op i den...

Billetsystemet på 'Louvre' er yderst velfungerende. Der er, trods de tusindevis af besøgende dagligt, ikke nogen synderlig ventetid ved billet-købet. Det er meget tydeligt, at hér kommer folk fra HELE verden. Selvfølgelig er der også franske besøbende, men de kommer garanteret fra provisen? 'Louvre' er ikke parisernes museum i samme forstand som visse andre museer i byen.

I det hele taget er forholdene ret overskuelige her på 'Musée du Louvre', og museet godt gearet til de mange turister.

Efter at have passeret security-kontrollen, er det første der møder én, et udførligt pile-system, der hurtigst muligt fører den 'kunst-interesserede' museumsgæst hen til 'Mona-Lisa'. Man skulle jo nødigt opleve for meget andet på gåturen hen til mesterværket. 'Mona-Lisa' er nu placeret i en sal, mere eller mindre for sig selv(der er dog andre billeder), bag pansret glas, afskærmning og et sirligt udført alarmsystem i ædeltræs-kabinet!

Vi var der Paula og mig, naturligvis(!), foran det berømte billede. Vi kiggede 'Mona-Lisa' dybt i øjnene, men det er en ret bizar oplevelse.

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post191

'Le Siècle du Jazz'

KunstPosted by Jens Vestergaard Jensen Wed, May 20, 2009 21:27:16

Musée du Quai Branley i nr 37 Quai Branley/ nr 218 Rue de l'Université i det 7. Arr har i øjebliket (og frem til 28/6) en særudstilling, kaldet 'Le Siècle du Jazz'. Både de sædvanlige udstillings-afsnit i museet (i øvrigt en rigtig 'fransk', arkitektonisk perle, signeret Jean Nouvel!), samt den yderst vel-assorterede kunst-boghandel, er åben på normal vis.

'Le Siècle du Jazz' er ikke et forsøg på at opridse jazz'ens historie som sådan. For det første er det ikke meningen, og for det andet ville det kræve en uoverskuelig mængde udstillings-kvadratmeter?

Udstillingen viser snarere den inspiration/energi/skabertrang samtidige kunstnere har hentet blandt musikerne, i jazz-miljøet og fra selve musikken. Som det officielle program til 'Le Siècle du Jazz' indledes:

'Le Siècle du Jazz' propose une réflexion anthropologique sur l'un des événements culturels les plus remarquables des cents dernières années...' Sådan!

Udstillingen er opdelt i 10 afsnit, med hver deres tema (bland andet: Harlem Renaissance, Années Folles en Europe, Tempo de Guerre, La Révolution Free...).

Værkerne, udover musikken selvfølgelig(!) (desværre et lidt rodet system med små højtalere placeret hist og her og ret tæt på hinanden, ofte var resultatet som lyden af et slags jazz-gøgl! Hvorfor i alverden man ikke kune udstyres med hovedtelefoner, ved jeg ikke...), bestod af malerier, fotos, pladecovere, film, video-installationer, plakater, skulpturer...

Det var en spændende udstilling. Jeg blev nærmest helt nostalgisk over at gense Louis, Django, Fats, Clifford, Glenn, Miles, Chet,Dizzy, Enrico, Wynton..... Alle mine gamle helte!

Museet har åbent fra 11.00-19.00, dog lukket mandage. Prisen er 7 Euro pr voksen til 'Le Siècle du Jazz', dog med mulighed for at købe kombinations-billetter til resten af museet.

Se mere:

www.quaibranley.fr

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post186

Apropos Picasso

KunstPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Tue, May 12, 2009 12:28:36

Paula og jeg er ikke de eneste der er inspireret af Picasso: Her er en lille grafitti fra Buttes Chaumont

Og her er en etnisk grafitti med et af Picassos yndlingsmotiver, fredsduen.

Det var alt for nu.

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post166

Picasso, kongen af krea.

KunstPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Tue, May 12, 2009 12:07:43

Det fornemme og symmetriske l'Hotel Salé i Marais, hvor Picassomuseet har til huse, er blevet udsat for en kæmpemæssig spejling, der gør det endnu mere symmetrisk. Spejlingen går hele vejen igennem palæet og ud i baghaven (bagparken?) og betyder at der er bygget en masse nye vægge gennem udstillinglokalerne. Normalt ville det betyde dejlig ny plads til at vise mere kunst fra depoterne, men kuratoren har ikke fået lov at banke søm i de nye vægge: de spejler på den ene side og har en rå trækonstruktion på bagsiden. Det er virkelig flot, men sammenhængen til Picassos kunst har jeg ikke opfattet, hvis der er nogen, for mig at se handler spejlværket mere om l'Hotel Salé's arkitektur. Kunstneren Daniel Buren, der er manden bag den nye indretning, var så heldig selv at møde Picasso i sine unge dage, og inde på museet kan man se en video der viser hvordan de store spejle blev bygget sidste forår, og med interviews med Daniel Buren. Hvis man hører ordentlig efter, bliver man nok klogere end jeg er blevet.

Men det allerbedste man ser på museet er naturligvis Picasso. Selvom værkerne efterhånden er gamle og er skabt da verden så helt anderledes ud, er de stadig så spræl-levende og bobler og sprudler af skabertrang og kreativitet. Picassos energi vælder ud af alle de små og store ting han har bygget, de store malerier og de små tryk. Der er masser af guitarer og el duende og det er virkelig inspirerende. Paula ville gerne hjem og bygge noget af jern med det samme, vi nøjedes med at købe et kilo ler, så kan vi lave nogle deforme buster i Picassos ånd.

www.musee-picasso.fr

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post165

Palais de Tokyo

KunstPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Wed, May 06, 2009 16:01:46

Nu nåede du ikke at se dette kraftigt tudende instrument, konstrueret af Roman Signer, for udstillingen lukkede i søndags, men du får sikkert snart chancen for at se noget andet grænseoverskridende, angstprovokerende eller sanseinddragende kunst på Palais de Tokyo, som er kendt for at vise denne type kunst.

Jens og jeg nåede at se udstillingen Gakona i onsdags, og vi nåede dermed også at blive ioniseret i en installation af Micol Assaël, der sendte adskillige tusinde Volt gennem vores kroppe. Man døde ikke, men håret knitrede og huden prikkede og det virkede meget farligt. For at blive lukket ind i installationen skulle man skrive under på at man hverken havde pacemaker eller havde tænkt sig at røre ved andres øjne mens man var derinde.

Palais de Tokyo er i det hele taget et spændende sted at tage hen. Her er en stor flot indrettet restaurant, hvor man fx kan få dagens ret, en café og entré til udstillingen som pakkeløsning til 16 euro. Boghandlen er imponerende med masser af interessante og flotte udgivelser om kunst, design, mode, foto, lidt musik, masser af magasiner og nogle dvd-er (jeg investerede i dokumentarfilmen om fonten Helvetica).

Palais de Tokyo ligger bagved/overfor Musée Galliera (modemuseet) og tæt på Trocadero (Marinemuseet, Musée des Hommes) og Musée Guimet (museet for asiatisk kunst og kultur) og så deler det oven i købet bygning med museet for moderne kunst, så der er ikke plads til meget mere kultur i kvarteret.

www.palaisdetokyo.com

  • Comments(1)//www.parisblog.dk/#post149
Next »