En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

En billig men fantastisk dag i Paris

AndetPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Fri, November 04, 2011 15:16:01

En af mine venner har opfordret mig til at skrive om Paris' gratis glæder. Sikken en god idé, men jeg vil sige: Gratis er herligt, men billigt er endnu bedre, så her kommer et bud på en utrolig billig dag med masser af oplevelser fra den ene ende af Paris til den anden.

Du vågner op søndag morgen på det lille Hôtel Rhin et Danube i det 19. arr. Allerede nu er du forud for dine medturister i Paris, du er på ukendt grund for langt de fleste turister i byen.

Når du har fået øjne spadserer du gennem kvarteret Mosaïque ad Rue du Géneral Brunet (med indblik til de fineste smågader på hver side) og Rue Compans til Place des Fêtes hvor der er madmarked og livlig aktivitet. Find en god lokal bar med masser af leben og bestil en café og en tartine i baren. En tartine er en halv flækket baguette med smør og syltetøj. Indtaget på en barstol er det noget billigere end ved et bord. For slet ikke at sige mere folkeligt og inkluderende.

Nu er du parat til at gøre dine indkøb til aftensmaden. Måske skal du have en hel fisk, en lille gedeost, et pain de campaigne med god skorpe, friske bønner, små ukendte salatblade og en billig flaske vin. Bare rolig, nu er dagens største udgifter overstået, og du har ingredienserne til et uforglemmeligt måltid.

Hjem på hotellet og læg herlighederne på køl i det lille køkken på værelset, og så afsted.

Nede på den fine lille Place Rihn et Danube finder du Velib-stationen og indskriver dig i systemet. Velib er Paris' bycykler. De er af rigtig god kvalitet og billige at leje, det kræver bare at man melder sig til og stiller at beløb til sikkerhed som bliver trukket hvis man stikker af med en cykel. Men nu kommer det gode: Hvis du cykler højst en halv time ad gangen cykler du gratis. Så det gør du.

Dit mål er Hôtel de Ville og der er mange forskellige ruter at vælge. Kør evt ad Rue de la Villette og Rue des Couronnes til Rue Jean Pierre Timbaud. Nu er din halve time gået, parker cyklen i en Velibstation og drik en café/noisette i baren på Le Cannibale i nr. 93.

Find dig en ny cykel og kør videre ad Rue st Maur og Rue de la Roquette til Place de la Bastille. Stil cyklen og glo lidt ud over kanalen der forsvinder ind under pladsen, mens du gnasker et friskplukket normannisk æble du tog med fra markedet imorges.

Find dig en cykel igen og kør ad Rue St Antoine og Rue de Rivoli til Hôtel de Ville. Her parkerer du cyklen og stiger på bus nr 72. En enkelt billet vil nu føre dig gennem det spektakulære centrum og langs med Seinen helt ud til Boulogne Pont de St-Cloud. Nyd på vejen udsigten til Louvre, Concordepladsen, Eiffeltårnet, Trocadéro og hvad ved jeg.

Stå af på endestationen og gå på bar. Nu er det tid til frokost og du skal have en af mine livretter: Baguette med smør og jambon de Paris, kogt skinke. Du kunne jo drikke en Perrier til, men nu er det jo billigdag, og un demi, en lille fadøl er faktisk billigere, så det må du vist have.

Efter frokost går du hen til Musée Albert Kahn. Du er heldig at det er den første søndag i måneden, så du kommer gratis ind. Albert Kahn kræver en længere beskrivelse (se andetsteds på denne blog eller i Voilà PARIS), men det er kort fortalt et fantastisk sted med en fin park indrettet i forskellige temaer, ikke mindst japansk. Så er der fotoudstillinger med Kahns fotos fra hans rejser i starten af 1900tallet + ikke mindst en kæmpemæssig database med billeder og film fra hele verden, også optaget i starten af 1900tallet.

Her kan man bruge timevis, du har til kl 18. Nu lukker museet og du skal ud og presse din sidste metrobillet til det yderste. Dyk ned i metroen og tag den lange tur hjem til Danube. Det hele gøres på een billet, men rejsen varer godt en time og du skal skifte 3-4 gange ifølge min metro-app (anbefales). Nu hvor du har fået øjnene op for det positive ved dine medmenneskers anderledesheder (efter en hel eftermiddag i Kahns selskab), kan du rigtig få en på opleveren undervejs. Og husk, at selvom vi skal spare idag har du råd til at anderkende de metro-musikere du synes har fortjent en mønt for deres spil.

Vel hjemme på hotellet åbner du din flaske, steger din fisk og får dig et velfortjent festmåltid.

  • Comments(1)//www.parisblog.dk/#post370

Udfordrende delikatesse

AndetPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Mon, October 10, 2011 11:54:16

Vi har en vinder! Malou Klidmoster kunne se at der var percebes på tallerkenen og har vundet bogen Voilà PARIS! (Hvis du vil sende mig din postadresse sørger jeg for at forlaget sender dig en. ane@parisblog.dk)

Jeg er desværre ikke klar over om percebes er en sæsonvare. Jeg spiste dem på billedet i starten af juli på Verre Volé, så prøv der! Der er godt nok noget tid til...

I mellemtiden kan I undre jer over hvor langt folk vil gå for at skaffe sig en dagsløn. Nedenstående er et link til en BBC-udsendelse om percebes-fangst og det er ikke for sarte sjæle. Man skulle tro at percebes var for eksklusiv en råvare for Verre Volé, der jo er en rimelig uprætensiøs bistro à vin, men de var til at betale, på trods for at fiskerne sætter livet på spil for dem.

http://www.youtube.com/watch?v=E9dLEQFZIew

Om de så er besværet værd er jeg selv lidt i tvivl om. Det er jo spændende at sætte tænderne i en blød drageklo, men måske ville jeg ligeså gerne (eller hellere) gnaske nogle muslinger.

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post369

Er du til livsstil?

AndetPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Fri, October 07, 2011 11:02:37

Der er nogen der siger at Paris kan blive en livsstil. Det mener Femina f.eks., og derfor har de inviteret Voilà PARIS! med til deres livsstilsmesse i Forum.

Vi er på imorgen (lørdag den 8.10.) kl 12.30 i deres demokøkken i en tyve minutters tid, hvor Jens vil lave en af sine parisiske livretter, tatar og jeg vil fortælle lidt om bogens tilblivelse og give nogle gode råd til fremtidige Paris-rejser.

Du vil desværre gå glip af gode råd til efterårshudpleje, et modeshow og en peptalk om at komme op af sofaen og få smidt de overflødige kilo, som alt sammen foregår på andre scener mens vi er på.

Til gengæld er der masser at vælge imellem resten af weekenden: Kvindelitteratur, healing, coaching, lækkerier og kærlighed. Og hvordan kan man være imod det? Så hvis du er til livsstil ved du hvad du skal lave denne weekend, ikke mindst imorgen middag!

www.feminaiforum.dk

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post368

Baller og bryster

AndetPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Mon, October 03, 2011 21:30:27

Den efter sigende legendariske strip/bourlesque-klub med den påståede gode smag Le Crazy Horse på Avenue George V er blevet portrætteret i en helt ny dokumentarfilm af Frederick Wiseman. Nu lyder jeg måske lidt lunken, men det skal ikke afholde nogen fra at frekventere hverken Le Crazy Horse eller se filmen. Her er et link hvor man kan se traileren og læse hvordan Crazy Horse gerne vil opfattes, men hvis man derefter forventer at det historiske vingesus, legenden, den stærke stil, humoren og koreografien overstråler sagens kerne: baller og bryster, bliver man helt sikkert skuffet. FY at sidestille Le Crazy Horse med Eiffeltårnet!

http://blogs.indiewire.com/theplaylist/archives/watch_nsfw_trailer_for_frederick_wisemans_latest_documentary_crazy_horse/

Her er et uskarpt billede fra metroen, hvor man kan se at filmen har premiere den 5. oktober. Nå ja, det er måske ikke det første man ser, men informationen er der et sted. Flotte prikker!, minder om Mêlées gardiner!

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post367

Konkurrence

AndetPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Wed, September 28, 2011 21:24:16

Hov, vi skal jo nå en konkurrence inden efterårsferien hvor I alle skal til Paris.

Hvis du kan se hvad dette billede forestiller, kan det være det er dig der løber af med et signeret eksemplar af Voilà PARIS!

Ja man kan skimte Voilà PARIS! i baggrunden, men hvad hedder den lækre snack på tallerkenen?

Skriv svaret som en kommentar senest søndag den 9.10.

  • Comments(2)//www.parisblog.dk/#post366

Konkurrence

AndetPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Mon, August 29, 2011 13:57:46

Det blev en billig omgang for Parisblog. Ét svar på den lille Gres-konkurrence, og det var desværre forkert. Den stropløse kjole er fra 70erne, den anden med de dristige kig ind til huden er fra 40erne. Men således fik jeg da understreget min pointe om at Gres' kjoler er tidløse, tak for det!

Jeg skal nok finde på flere konkurrencer snart, så I har mulighed for at vinde Voila PARIS! inden I skal til Paris i efterårsferien.

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post363

Hår

AndetPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Mon, June 27, 2011 17:48:29

Det er bekosteligt at blive klippet i København. Den frisør jeg er blevet afhængig af skal have over 800 kr hver 10. uge for at holde frisuren ved lige. Det er jo uhørt! Det kan selvfølgelig gøres billigere, men det er vist for sent nu, jeg er jo afhængig.

I Paris er priserne helt anderledes, her kan man roligt slendre ind i en salon der ser lovende og lækker ud, uden at blive flået.

Udse dig en salon der taler til din smag og spørg evt om der er en engelsktalende frisør, hvis dit franske er lidt rustent.

Jeg anbefaler ZAZEN, 38 rue du Roi de Sicile i Marais, hvor jeg blev klippet overraskende billigt og pænt for et par år siden. Min københavnske veninde blev klippet og farvet her for nyligt, og hun påstår at det kan betale sig for hende at flyve til Paris for at gå til frisøren fremfor at cykle ind til sin lokale frisør i København.

Held og lykke og lækkert garn!

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post356

I byen

AndetPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Wed, June 22, 2011 11:14:03

Vil du feste med de yngre parisere, kan en tur til La Caravane i det 11. arr. anbefales.

Her bliver ganske tætpakket i løbet af natten, øl og mojito sprøjter ud fra baren og der bliver skruet godt op for de klassiske franske dansehits, som du aldrig har hørt før, men som tydeligvis vækker stærke følelser hos de lokale stamgæster.

Her bliver der ikke set skævt til dig hvis du springer op og danser på zinkbaren.

35 rue de la Fontaine au Roi

Er du mere til at holde på formerne og bevare den cool attitude skulle du til gengæld gå rundt om næste hjørne og finde Le Dauphin på 131 Avenue Parmentier.

Her har mesterkokken Aizpitarte og stjernearkitekten Rem Koolhaas bygget en gennemført cool vinbar med avancerede tapas-serveringer.

Indretningen er respektindgydende strømlinet og ren med store spejlvægge og kølig marmor på alle øvrige overflader, selv i loftet. Klientellet er tilsvarende lækkert og rent. Her bliver der set skævt til dig hvis du springer op på marmorbaren og gi'r en dans.

På ECC, Experimental Cocktail Club (udtales med stærk fransk accent) inde i det 2. arr. kan du suge løs på moderne cocktails. Måske har du kun råd til en enkelt, og måske kan du ikke mose dig ind efter midnat, så kom evt lidt tidligere på natten og hæng lidt ud med de smukke parisere inden du fester videre gennem Paris.

ECC, 37 rue Saint Sauveur

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post355

En nat på Paris' museer

AndetPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Fri, May 13, 2011 10:50:59

På lørdag er der for 7. gang europæisk museumsnat. 3000 museer i 40 forskellige lande holder åbent denne nat, med særarrangementer, rundvisninger med lommelygte og hvad ved jeg.

I Paris hedder det La Nuit des musées. Der er gratis adgang på museerne og et fuldstændig overvældende program.

Tjek hjemmesiden og hvis du har iPhone eller lign kan du her finde en app, der kan hjælpe dig gennem natten med fuldt overblik og indsigt.

http://nuitdesmusees.culture.fr/

God nat!

  • Comments(1)//www.parisblog.dk/#post352

Hotel-lykke

AndetPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Tue, February 22, 2011 14:11:37

Hurra for at betale mere end højst nødvendigt for at overnatte i Paris.

Vi har netop boet to nætter på Hotel du Petit Moulin i det nordlige Marais og det bliver ikke sidste gang.

Hotellet er indrettet af selveste Christian Lacroix i sædvanlig moderne farveoverdådig barokstil. Vi boede med karbad på løvefødder og antikt facetsleben spejl på badeværelset, linned af fantastisk kvalitet, tykke knaldrøde gulvtæpper og storprikkede textiler fra gulv til loft.

Hotellet ligger i mit gamle hood, det nordlige Marais (Jens kom helst lidt længere nordpå), lige ved de gode gader Charlot, Saintonge, Bretagne, Vieille du Temple, Debeylleme osv.

Jeg har længe drømt om at bo her, men har vægret mig, da det ser dyrt ud, men da jeg omsider fik set nærmere på priserne, var det slet ikke så slemt. Hvis man overnatter mindst en søndag, får man søndag nat billigere, og hvis vi modregner vores fornøjelse over at bo så fint, var det alle pengene værd!

Se hjemmesiden og Lacroixs smukke håndskrift på http://hoteldupetitmoulin.com/

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post344
Next »