En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

Sommerfugle i Paris

NaturPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Fri, February 06, 2009 16:56:26
Jeg har hørt at vejret hjemme i København er noget trøstesløst. Det er det ikke i Paris. Idag så vi to søvnige sommerfugle flakse rundt, hvilket giver mig anledning til at anbefale en af mine yndlingsforretninger Deyrolle.

Deyrolle er en historisk naturhistorisk butik. Her kan du købe dine fossiler, udstoppede dyr og biller på nåle. Hvis du ikke har mod på at investere i den udstoppede hest/løve/hundehvalpekuld kan de lejes. Men først og fremmest er her et imponerende udvalg af sommerfugle: Kig i skufferne og snak med de søde entomolog-nørder. Du kan sammensætte din egen lille samling sommerfugle og natsværmere og få dem sat fint ind i en kasse med glaslåg. 46 Rue du Bac, 7. arr.

Ovre i det 5. arr. er der til gengæld sket en entomoligisk katastrofe. Det naturhistoriske Museum, der råder over en enorm insektsamling, har for nogle år siden valgt at spare udstillingen af denne samling væk. Og er det ikke typisk? Jeg har besøgt mange naturhistoriske museer med fantastiske samlinger, der har gjort præcis det samme: Både i Paris, København, Berlin, New York og London satser man først og fremmest på det helt unge publikum, der vil have dinosaurusser, nogenlunde naturtro tableauer, interaktion og en stor fugleedderkop. Den gammeldags opremsende udstilling af store samlinger, som jeg elsker (men, må jeg indrømme, finder ret kedelig på Tøjhusmuseet i Kbh) er droppet og pakket ned i depoterne. Så hurra for Deyrolle og det milde vejr, så er det da trods alt muligt at se en sommerfugl i Paris.

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post14