En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

Picasso, kongen af krea.

KunstPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Tue, May 12, 2009 12:07:43

Det fornemme og symmetriske l'Hotel Salé i Marais, hvor Picassomuseet har til huse, er blevet udsat for en kæmpemæssig spejling, der gør det endnu mere symmetrisk. Spejlingen går hele vejen igennem palæet og ud i baghaven (bagparken?) og betyder at der er bygget en masse nye vægge gennem udstillinglokalerne. Normalt ville det betyde dejlig ny plads til at vise mere kunst fra depoterne, men kuratoren har ikke fået lov at banke søm i de nye vægge: de spejler på den ene side og har en rå trækonstruktion på bagsiden. Det er virkelig flot, men sammenhængen til Picassos kunst har jeg ikke opfattet, hvis der er nogen, for mig at se handler spejlværket mere om l'Hotel Salé's arkitektur. Kunstneren Daniel Buren, der er manden bag den nye indretning, var så heldig selv at møde Picasso i sine unge dage, og inde på museet kan man se en video der viser hvordan de store spejle blev bygget sidste forår, og med interviews med Daniel Buren. Hvis man hører ordentlig efter, bliver man nok klogere end jeg er blevet.

Men det allerbedste man ser på museet er naturligvis Picasso. Selvom værkerne efterhånden er gamle og er skabt da verden så helt anderledes ud, er de stadig så spræl-levende og bobler og sprudler af skabertrang og kreativitet. Picassos energi vælder ud af alle de små og store ting han har bygget, de store malerier og de små tryk. Der er masser af guitarer og el duende og det er virkelig inspirerende. Paula ville gerne hjem og bygge noget af jern med det samme, vi nøjedes med at købe et kilo ler, så kan vi lave nogle deforme buster i Picassos ånd.

www.musee-picasso.fr

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post165