En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

TOP14, 'La Finale!'

SportPosted by Jens Vestergaard Jensen Sun, June 07, 2009 09:05:42

USA Perpignan - ASM Clermont Auvergne: 22 - 13

Perpignan slog sent i går aftes Clermont 22-13 i årets finale i Top14. Finalen spilles, traditionen tro, her i Paris på 'Stade de France'. For en gangs skyld blev finalen spillet uden deltagelse af, et af de sædvanligvis dominerende hold i Top14, nemlig Biarritz, Toulouse og Stade Francais. Finalen skulle altså afgøres mellem outsiderne fra Clermont og sæsonens, måske stærkeste(?) hold, 'Les Catalans' fra Perpignan.

'Ils sont où? Ils sont où? Ils sont où les Catalans? Ils sont où les Catalans? Ils sont où?.....'

Jeg tog metroen, 13'eren, nordpå for at komme op til 'Stade de France'. Metroen var ikke bare meget fyldt, men ekstremt fyldt med tilhængere af de to hold på vej til kamp. I min 'waggon' var det fansene fra Clermont der fyldte mest. De råbte/skreg hele repertoiret af slagsange, hoppede i takt så hele metroen gyngede og fyldte faktisk hver en krog af metroen. Men hver gang en eller anden passager (altså en ikke-tilhænger!) skulle ud (og det var rigtigt svært!), banede fansene vejen på fornemste vis. Der var GOD stemning i den metro! Vel ankommet i St-Dénis, var der lige tid til at proviantere i een af de mange 'Snacks' på pladsen foran 'Stade de France': 'Sandwich Mérguez/1664'!!!

Det skulle hurtigt vise sig, hvor 'Les Catalans' var henne!

Efter en nervøs 1. halvleg, hvor begge hold var forsigtige og spillede meget lige (Perpignan var bagud 6-10 ved pausen), kom der gang i den i 2. halvleg. Perpignan angreb straks fra første fløjte af de sidste 40 minuter, herefter fulgte nogle meget spændende minuter, perpignan fik overtaget og bragte sig komfortabelt foran. Hen mod slutningen af kampen reducerede Clermont, men rigtig spændende blev det ikke mere. Perpignan vandt kampen og blev hyldet som 'Champions de TOP14 2009' på 'Stade de France' af samtlige (!) 79206 tilskuere. Der var en fantastisk 'ambiance' under hele kampen.

Det var en stor oplevelse! Samtidig er det en påmindelse om, hvad der venter i sæsonen 2009/10. Prøv at tænke på de 'Clashs de Paris' mellem 'Stade-Francais' og 'Racing Métro', som givetvis også skal spilles hér på 'Stade de France'. Det bliver stort! Derudover er både Perpignan og Clermont opsatte på at gøre det godt igen, samtidig med at Toulouse og Biarritz må være sultne?

Jeg var blevet inviteret til denne finale af Stéphane Picard, der nærmest har påtaget sig rollen som min rugby-mentor. Stéphane havde GODE billeter i presse-afsnittet, hvor vi havde perfekt udsyn. Stéphane kom med kommentarer, uddybede forskellige detaljer i kampen og havde desuden iført sig den karakteristiske, lyseblå Perpignan-support-trøje. Jeg ved ikke, hvordan Stéphane vil håndtere det, at støtte flere hold samtidigt næste sæson? Men i går vandt VI!

Merci, Beaucoup, Stéphane!

2009/10 sæsonen i Top14 starter igen i slutningen af august. Programmet foreligger ikke endnu, men der bliver rift om billetterne til de store kampe...

  • Comments(1)//www.parisblog.dk/#post228