En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

Heltetræf på Pompidou

KunstPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Tue, June 09, 2009 23:10:31

Vassily Kandinsky og Alexander Calder, hhv. Jens' og min helt, udstillles for tiden i hver sin halvdel af øverste etage af Pompidou Centeret. De to udstillinger er yderst velbesøgte, nærmest overrendte, og åbningstiderne er derfor udvidet ekstraordinært til kl 23. Søndag morgen fik udstillingerne fornemt besøg af selveste den amerikanske præsident og hans datter, og da var der for en gangs skyld god plads foran værkerne. Af sikkerhedgrunde fik de etagen for sig selv (og lidt personale og en masse sikkerhedsfolk, naturligvis).

Calderudstillingen fokuserer på hans år i Paris, hvor han bl.a. arbejdede videre på et projekt han havde startet som knægt: Et cirkus af hjemmelavet legetøj, bygget af ting og sager og skrab sammen, og drevet af simpel mekanik og/eller Calders store tykke hånd. Cirkusset førte videre til tegninger i luften, hans geniale tredimensionelle ståltrådsfigurer, og sidst, men ikke mindst hans mobiler hvor farveklatter og ståltrådsstreger bevæger sig, som et levende maleri.

Kandinskyudstillingen er mere seriøs og omsiggribende. Det er en enorm samling de har kunnet stable på benene, malerierne kommer fra nær og fjern, og så lige nede fra etagerne nedenunder, hvor Musée national d'Art Moderne ligger. Jeg kan overhovedet ikke rumme så mange malerier, så jeg måtte jogge forbi en del, men hvor er de dog smukke og kraftfulde. Jeg kan se at han har inspireret mange til at gribe penslen selv (jeg har en fortid som højskolemus), og hvor er der dog kommet meget splat ud af det. Og hvad er det så Kandinsky gjorde, som er helt anderledes vellykket end det fritidsmalerne præsterer? De bruger også store kraftfulde strøg, primærfarver og abstrakte former. Jeg ved det ikke, men der er ingen tvivl: Her hænger en mesters værker, det kunne være sjovt at prøve at male noget lignende, men lad hellere være!

Calder til 20. juli, Kandinsky til 10. august. Lukket tirsdage. (Fotografering forbudt)www.centrepompidou.fr

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post234