En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

Collegestil à la Yurkievich

ModePosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Sat, June 27, 2009 23:15:26

Mig, der harselerer over modepressens fokusering på first row på bekostning af selve showet, og det de egentlig var kommet for at skrive om... Og så er det eneste billede jeg har fra Gaspard Yurkievich's show af første række. Undskyld Yurkievich! Men mit coolpix kan ikke opsnappe modellerne når de stormer forbi, og i øvrigt er det ikke ligefrem Nicole Kidman vi har siddende her, men en sød lille mand med en meget personlig stil, som muligvis kan inspirere bloggens læsere til at løsne lidt op på machostilen og finde barnet frem i sig selv.

Nok om first row. Yurkievich havde ladet sig inspirere af David Hockney og Bruce Weber og kreeret en herrekollektion med amerikansk lidt nostalgisk stemning. Det var en sund amerikansk knægt med et tvist: Baseballjakker i et tyndt blankt materiale, jakker med mystiske revers, veste med masser af påsyede lommer og små uskyldige klokkehatte. Catwalken blev akkompagneret af moderne kompositionsmusik: Slagtøj, strygekvartet, sinustoner og støj, en god hjælp til at understrege tvisten frem for skoledrengen i kollektionen.

Hov, der var sørme et billede til. Det viser lidt vægudsmykning i den smukke spejlsal i Passage Jouffroy, hvor showet foregik. Bemalet glas og bemalet spejl.

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post264