En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

Old-gresk mode

ModePosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Fri, March 25, 2011 22:09:33

Fra idag og til den 24. juli har du mulighed for at se nærmere på Haute Couturieren Madame Gres' respektindgydende draperinger til aftenbrug. Musée Galliera, Paris' modemuseum, viser en stor Gres udstilling, men da museet er under ombygning, er udstillingen at se på det smukke Musée Bourdelle, som til dagligt viser billedhuggeren Bourdelles skulpturer i hans atelier, tæt på Montparnassetårnet.

Madame Gres' kreationer skal nok føle sig hjemme hos Bourdelle, for Gres opfattede til en vis grad sig selv som skulptør, hun brugte tynd silkejersey i stedet for sten, men det var underordnet. Antikkens skulpturer var hendes gennemgående inspirationkilde, på billedet herover ser du hvordan det kunne tage sig ud. Og hvis du er i tvivl: Det forestiller en antik skulptur (sten) der har fået kjole på (silke). Det er fra 1939.

Kjolerne er lavet fra 1930erne til 80erne og mange af dem har en ufattelig tidløshed. Ofte er de asymmetriske, men altid i balance. Madame Gres levede fra 1903 til 1993, men hvis hun stadig arbejdede idag, ville hendes klassiske drama uden problemer kunne tiltrække det røde løber folk fra Hollywood (hvilket ville hæve niveauet betragteligt derovre).

Kjolerne sugede snildt 20 meter stof, som det tog Madame en måneds håndarbejde at placere i de rette folder. Det er imponerende, nærmest bevægende, både som skulptur og teknisk set, så det er bare om at komme til Paris og studere folder og fald!

http://www.paris.fr/loisirs/musees-expos/musee-galliera/madame-gres-la-couture-a-l-oeuvre-au-musee-bourdelle/rub_5854_actu_93538_port_12995

  • Comments(0)//www.parisblog.dk/#post348