En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

Kopifobi

ModePosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Wed, February 18, 2009 14:33:29

Forleden faldt jeg over et utrolig fint print på en gammel frakke fra måske 1970-erne. Meget inspirerende, jeg er jo også printdesigner. Og det var jo ikke fordi jeg havde tænkt mig at kopiere det, det er der jo ikke noget sjov ved, men det ville alligevel være rart at have et foto af denne frakke, som inspiration til et helt nyt print. Frakken hang i et vindue i en fin lille genbrugsbutik. For ikke at få nej, spurgte jeg ikke om lov først, men tog diskret fotoet ude fra fortorvet, der jo strengt taget hører med til det offentlige rum. I det samme kom butiksindehaveren ud og råbte op og himlede: Nej nu havde han aldrig! Hvor frækt! (...) Og jeg kunne lige vove på, at kopiere det print!

Hvordan kunne han gætte at jeg var printdesigner? Jeg blev helt mundlam over at være blevet gennemskuet (at mit franske er lidt pauvert hjalp nok også på det) og jeg skyndte mig væk. Nu er jeg ikke typen, der bliver skældt ud, så jeg blev både meget flov (fortorvet var fuld af forargede mennesker) men også lidt nysgerrig. Hvorfor vil han ikke have jeg kopierer et gammelt mønster som ingen (så vidt jeg ved) kan kræve at have rettighederne til længere? Jeg måtte tilbage til butikken for at finde ud af det - incognito, naturligvis!

Jeg gik derhen med min søster Lise, der prøvede nogle fine gamle kjoler mens jeg lurede lidt. Og tænk, det viste sig at manden er bidt af en gal mønsterkopist. Mens Lise skiftede tøj igen og igen, pludrede han løs til en anden kunde om, hvem der kopierede hvilke mønstre. Det der Leonard-print var faktisk tyvstjålet fra et 30er-print, og nu var Gucci ude efter Pucci-print, og de kom til hans butik for at købe dem - incognito naturligvis! Hele hans liv drejede sig tydeligvis om print-kriminalitet, og så havde jeg valgt at tage et lusket foto ind ad netop hans vindue. Der fik han bevis for alle sine mistanker.

Lise endte med at købe en yndig silkekjole (20 €), jeg lægger lige at billede af den på bloggen, så I allesammen kan kopiere den, og nu jeg er igang får I også lige mit spionfoto.

I kan også besøge La Belle Epoque i 10 rue Poitou, 75003 Paris og prøve at føre samtalen ind på det gode emne.

  • Comments(1)//www.parisblog.dk/#post35