En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

Sådan klæder rigtige kvinder sig

ModePosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Wed, June 01, 2011 10:30:03

”Jeg laver rigtigt tøj til rigtige kvinder.”

Her ses Cheryl Cole i en Stéphane Rolland model i Cannes. Kjolen sad så rigtigt, at den fik godt med plads i Politiken (22. maj), selvom hverken Cole eller Rolland er nævnt i artiklen. Så slap de på at vise von Trier igen...

Stéphane Rolland er én ud af ti Chambre Syndicale-godkendte Haute Couture designere. Jeg var så heldig at være inviteret til hans show for et par år siden, mit første Haute Couture show. Dagen efter fik jeg lov at interviewe mesteren i hans salon, der ligger i selveste de lokaler på Avenue George V, hvor Haute Couture-helten Christobal Balenciaga utrætteligt finpudsede sine skulpturelle kreationer i 50-erne og 60-erne.

Stéphane Rolland har indrettet stedet i en moderne luksuriøs stil, og mens jeg ventede på min audiens, flød jeg hen i loungeafdelingen med duftlys, fyldt chokolade og Stéphane Rollandvand, der hvor de mægtige ægtemænd sidder og triller tommelfingre mens hustruerne vælger nyt til garderoben. Stéphane Rolland, der ligner en latinsk helt i et romanblad, er en af de yngste couturierer. Hans Haute Couture-hus blev godkendt i 2007 og hans stil er elegant, og efter omstændighederne nedtonet. Selv siger han: ”For mig er Haute Couture ikke et eksperimenterende kunstprojekt. Jeg laver rigtigt tøj til rigtige kvinder.” Det er desværre de færreste rigtige kvinder, der har råd til at klæde sig i hans kjoler. Rolland har solgt brudekjoler til 200.000 og 400.000 euro, og selvom gennemsnitsprisen for en kjole er på sølle 30.000 euro, er der kun ca. 1000 kvinder på verdensplan, der jævnligt investerer i et stykke Haute Couture. Rolland sælger omkring 200 kjoler eller sæt om året, og ikke to er ens. Kunderne kommer fortrinsvis fra Frankrig, Mellemøsten og Usbekistan.

Rolland gør meget ud af at kende sin målgruppe. ”Det er vigtigt, at jeg ved hvordan milliardærernes liv leves. Jeg skal vide hvad Haute Couturen bliver brugt til, man kan ikke bare lave en kjole ud af det blå. Jeg laver kommerciel Haute Couture”

Hans priser er, efter eget udsagn, realistiske, de er kun så høje som udgifterne kræver, til gengæld har han ikke en pret-a-porter-linie eller en parfume, der kan dække et evt. underskud, som nogle af de andre Haute Couture-huse har. Hvis en gulvlang kjole skal dækkes af små perler, der er syet på i hånden, bliver den dyr. Alt laves i Paris, enten hjemme på atelieret eller ude i byen hos de forskellige kunsthåndværkere, der arbejder for Haute Couturen.

Den 5. juli træder jeg igen ind i det finere selskab med en invitation til Haute Couture show hos Stéphane Rolland.

  • Comments(2)//www.parisblog.dk/#post353