En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

Andreas Scholl, en barok trækfugl

MusikPosted by Ane Rørdam Hoffmeyer Wed, March 25, 2009 16:14:52

En af fordelene ved at bo i en rigtig metropol er, at de store stjerner kommer forbi i ny og næ (hvis de da ikke ligefrem bor her). Michael Jackson har jo desværre besluttet at holde sin karrieres sidste koncerter i en nabometropol, men der er stadig masser af verdensklasse at vælge imellem.

I mandags gæstede barokmusikkens svar på Michael Jackson Paris, og min mor og moster var så søde at invitere mig med til koncerten. Andreas Scholl hedder stjernen og han er kontratenor, hvilket vil sige, at hans sangstemme ligger på højde med en alt eller en mezzosoprans (de dybere kvindestemmer). I gamle dage (ca. år 400-ca. 1870) kastrerede man små drenge med gode sangstemmer i håb om at deres stemme ikke ville gå i overgang, så de kunne blive kastratsangere som voksne. Kastratsangerne uddøde i starten af 1900-tallet. Andreas Scholl er altså ikke kastreret og han taler i alm. dybt herre-leje, men han har optrænet og forfinet sin falset, så den har de samme tekniske muligheder som andre klassiske sangere har i deres naturlige leje. Noget af den mystik, der omgærede kastratsangerne er bevaret, for selvom Scholl virker som en flink fyr, er der noget kuriøst over den 2 meter høje mand med den eventyrlige stemme. Den er hverken kvinde eller mand, eller også er den begge dele, han synger helt ubesværet og utrolig udtryksfuldt og der er intet som hans koloraturer. Så bliver han en lille smule papegøjeagtig, men på en god måde. Som en stor smuk fremmedartet fugl med en fantastisk lyd.

Mandagens program stod på Pergolesi, bl.a. Stabat Mater, med den berømte øjenvædende duet for kontratenor/alt og sopran. Maria står ved korset og sørger over sin søns død, det er forfærdelig smuk musik.

Og det var jo fuldstændig som dengang i 90-erne, da jeg var alt/sopran/kontratenor/klokker i Rigshospitalets Kirke. Foruden organisten var vi tre sangere, og vi dannede tilsammen Rigskvartetten, som turnerede så langt som til Hamburg for at holde vores populære soiréer. Vi holdt meget af Carl Nielsen, men den berømte duet fra Stabat Mater var også på programmet. Flemming, kvartettens baryton måtte sidde over, småsnøftende på første række (vores bedste publikum). I mandags var han personificeret af et noget større publikum, adskillige hundreder kan der vel sidde i Théatre des Champs Elysées. Birgittes orgel/klaver var udsat for et lille stående strygerorkester med lut og historisk tangentinstrument og sopranen, den mørkhårede skønhed Hélène Guilmette var som snydt ud af næsen på Rigskvartettens Cecilie. Andreas Scholl ligner så ikke så meget mig, og det er ikke et spørgsmål om skønhed, nok snarere de 40 cm, der adskiller os i højden. Og så stemmen...

Nå nu skal jeg nok forsøge at løsrive mig fra de gode gamle dage på Riget. Koncerten i mandags var utrolig god og barokken var dynamisk og udtryksfuld, som jeg allerbedst kan lide det. Heldigvis var jeg selv ikke ligeså overmodtagelig, som da jeg hørte Scholl i Tivoli i sommer. Det gik helt galt for mig (det var noget med "hvor er det smukt at skabe stor musik i fællesskab, hvor fantastisk at spille sammen...smuk musik...samarbejde...dygtige mennesker...hulk...") og i pausen mødte jeg 100 mennesker jeg kender, alle helt fattede og pæne, mens jeg var fuldstændig opløst med mascara ned til kæben. Og jer jeg ikke mødte den aften ved det nu også, stop mig når jeg bliver for selvudleverende!

  • Comments(1)//www.parisblog.dk/#post84