En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

Eiffeltårnet II

Design m.m.Posted by Ane Rørdam Hoffmeyer Thu, March 05, 2009 20:56:08

Jeg har skrevet en lille artikel om det fantastiske tårn. Den er måske ikke særlig blog-agtig, men nu får I den alligevel.

EIFFELTÅRNET

” Ufærdig, forvirret, deform”. ”En helt igennem tragisk gadelygte”. Store dele af den parisiske kulturelite var dybt skeptiske da Eiffeltårnet skulle bygges. I et åbent brev i Le Temps i februar 1887 priser de den franske sjæl, kulturarven og mesterværkerne i det parisiske bybillede: De store boulevarder, de fantastiske facader, de enestående kunstværker. De skriver: ”… I alle hjørner af universet vækker Paris nysgerrighed og beundring. Skal vi lade alt dette gå til grunde? Vil Paris fremover blive associeret med en maskinmagers sære fantasi, der vil vanære byen med sin hæslighed? Vore monumenter vil blive ydmyget, vor arkitektur forklejnet og til sidst helt glemt i denne forfærdelige drøm …”

”Maskinmageren” de nævner er Gustave Eiffel. Han var allerede da en internationalt anerkendt ingeniør med speciale i jernkonstruktioner og broer, men han var ikke kunstner, og for disse højtpriste forfattere, arkitekter og billedkunstnere var det rimeligt at antage, at han ikke havde sans for linier og proportioner. Materialer havde han i hvert fald ikke sans for, var der enighed om.

Prøv at se Eiffeltårnet med 1880-ernes øjne: ”Et fundament, der ser ud til at være bygget til at løfte et kolossalt kyklop-monument, bærer i stedet et klodset skelet af jernstiger, der bare ebber ud til en latterlig tynd stjert, som en fabriksskorsten.” (Maupassant, forfatter 1850-93).

Da tårnet stod færdigt i 1889 forstummede kritikken lige så stille. Eiffeltårnet blev med sin åbne upyntede konstruktion og sine imponerende dimensioner et symbol på den industrielle revolution. Og ganske som i den før citerede rædselsvision blev, og bliver Eiffeltårnet til stadighed associeret med Paris og omvendt. Et vartegn, der er så stærkt, at det næsten er en kliché på Paris.

Over 237 mio. besøgende har Eiffeltårnet haft, siden det stod færdigt i 1889, og selvom det er turistattraktionernes turistattraktion må det ikke skræmme dig væk. Eiffeltårnet kan bære den brede og intense popularitet. Ja, der er mange turister, men indrøm at du er en af dem og oplev stor begejstring i 300 meters højde, i selskab med vildtfremmede mennesker, der er kommet dertil fra alle universets hjørner.



  • Comments(2)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Ane Rørdam Hoffmeyer Fri, March 20, 2009 22:01:38

Hej Phister, du er desværre helt galt på den. For det første ligger Jules Verne på 2. sal, for det andet har vi bryllupsdag den 13. september (kobberbryllup 13. marts næste år) og for det tredje har vi indtil videre ikke været så heldige med Ducasse's restauranter. Vi har dog overvejet at tage derop med Paula til frokost en dag, men det er droppet pga kræsenhed. Men indretningen ser flot ud i bladene!

Posted by Phister Tue, March 17, 2009 14:40:13

Enig - det er fantastisk at nyde byen deroppefra.
Men hvor er anmeldelsen af restaurant Jules Verne på 1. sal? Det må da have været det oplagte valg til bryllupsdagsmiddagen forleden.