En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

En blog om mad, mode, m.m. i Paris.

Franske farver

Design m.m.Posted by Ane Rørdam Hoffmeyer Wed, March 18, 2009 15:53:07

Hvad farve har Eiffeltårnet?

Hvert 7. år bruger 25 malere næsten halvandet år på at smøre 60 tons maling på Eiffeltårnets jern. Farven var oprindelig rustrød, så okkergul, derefter kastaniebrun, og siden 1968 har tårnet stået i en særlig blegbrunlig farve. Farven bruges i tre forskellige nuancer, der bliver lysere og lysere opad, så tårnet synes ensfarvet mod himlen, der ofte også er lysere oppe, end tættere ved horisonten.

Eiffeltårnets farve er eksponent for den gruppe af ubestemmelige mellemfarver, eller ikke-farver, der kan findes overalt i Paris’ gader. Træværk og metal males ofte i farver, som ikke kan nævnes ved navn. Er det en særlig fransk farvekultur? Grå-beige-guldagtig, snavset creme-rødlig, kølig lyng-brun … de er ikke rigtig til at beskrive. I Danmark er det ikke almindeligt at bruge farver, der ikke hurtigt kan navngives. Vi bruger gængse farver, og det er Eiffeltårnets farve ikke, den er typisk fransk og uudsigelig.

Mange af de franske farver er fortolkninger af farver fra naturen. Fx de steder hvor man har villet kamuflere et nedløbsrør og har blandet en farve der skal forestille den sandstensmur røret løber ned af. Men sandstensfarvet og farven på sandsten er to vidt forskellige ting. Materialet er altafgørende for, hvordan en farve opleves. For mig skriger sandstensfarvet maling op om, at det prøver at ligne sandsten men ikke er det.

Jeg har lavet en dejlig nørdet fotoserie med franske farver i gadebilledet og beklager at nuancerne givetvis er anderledes end i virkeligheden, jeg opfordrer naturligvis til, at man tager hen til Eiffeltårnet og tjekker farven ud live.

Et andet eksempel på franske farver er Fnac, Frankrigs store musik, bøger, film og elektronik-kæde, som Jens også skrev om her på bloggen forleden dag. Ovenfor er et billede af deres allestedsnærværende pose. Ville FONA nogensinde turde, eller have lyst til, at gå i den retning? Deres segmentanalyser ville nok advare om, at med en karrybrun pose ville de nå 7% af den danske befolkning. Fnac rammer tilsyneladende alle franskmænd.

  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.